Behind the scenes #2

For et par uger siden skrev Christina et personligt indlæg om sig selv og sin baggrund. Jeg vil i dag skrive mit personlige indlæg, hvor I lærer mig lidt bedre at kende samt får en lille historie omkring min fortid, der er årsag til hvor jeg er i dag (rent jobsmæssigt).

Jeg hedder Michele og er 29 år. Jeg bor i en forstad til Aarhus sammen med min kæreste gennem 5 år og vores dejlige datter Noa på 2 år. Jeg er en rigtig Aarhus pige. Jeg er født i Aarhus og opvokset i en forstad til Aarhus, og derfor er jeg rigtig glad for, at min lille familie i dag bor i samme område, som jeg selv er vokset op. Det er utrolig vigtigt for mig, at min datter (og senere: børn) trives i et roligt område, med cykelstier, hvor det er nemt og sikkert at fragte dem til og fra vuggestue, børnehave og skole. Derudover er det så skønt at de nemt kan cykle hen og besøge familie og venner uden at være bekymret for trafikken.

Jeg er et stort familiemenneske og min familie kommer altid først! Jeg har en dejlig stor familie, som jeg heldigvis ses rigtig ofte med. Jeg er vokset op med mange dejlige mennesker omkring mig, og det er dejligt at mine børn får samme trygge opvækst med en skøn familie.

Til daglig går jeg hjemme. Jeg har dog en drøm om at blive selvstændig, hvilket jeg håber lykkedes en dag. Der er dog en årsag til at jeg går hjemme, og den vil jeg dele lidt med jer i dag:

Når det i år bliver den 15. december, er præcis 10 år siden at jeg kom ud for en bilulykke og fik piskesmæld. Jeg gik i 3.g på handelsskolen, da min veninde, kammerat og jeg, en mørk vintermorgen, kørte galt på vej til skole. Min veninde kørte bilen, min kammerat sad foran og jeg sad på højre bagsæde. Selve ulykken skete således: Vi kørte mod et lyskryds, da det blev gult. Vi kunne godt nå at køre over, men en mand i modsatte vejbane skulle svinge til venstre, og drejede ind foran os, i stedet for at vente til vi var kørt over. Det var glat, og selvom min veninde bremsede, kørte vi direkte ind i siden på ham. Vi kørte omkring 55-60 km/t. Umiddelbart var alle okay, og vi havde egentlig bare travlt med at komme ud af bilen og få den flyttet, da vi spærrede trafikken. Jeg havde smerter i nakken og det samme havde min kammerat. Min morfar kom og kørte os alle på skadestuen, så vi kunne blive undersøgt. Af en mærkelig årsag var der ingen, der tænkte på at ringe til hverken Falck eller Politiet.

På skadestuen blev min kammerat røntgenfotograferet. Jeg klagede over nakkesmerter (primært i kraniekanten) men blev bedt om at gå hjem og spise nogle smertestillende – SUPER! I dag ville det uden tvivl være foregået en del anderledes: Jeg ville blive lagt i krave med det samme! Dette var dog ikke tilfældet her, og jeg måtte derfor gå hjem. Den efterfølgende periode klarede jeg skolen så godt jeg kunne, og jeg fik da også færdiggjort min studentereksamen.

De efterfølgende år var meget turbulente:

– Jeg startede uddannelser uden at kunne færdiggøre dem, på grund af smerter og koncentrationsbesvær. Jeg fik jobs, som jeg hurtigt mistede igen.

– Jeg besøgte et utal at behandlere, såsom kiropraktor, fysioterapeut, healer, akupunktør, kraniosakralterapeut, osteopat og flere. Jeg blev derudover MR scannet og røntgenfotograferet.

– Jeg led meget af migræneanfald hvor jeg kastede op i 8 timer med en dunkende hovedpine. Disse anfald havde jeg i en årgang flere gange om måneden.

Det har været, og er en rigtig hård omgang, og jeg er i dag førtidspensionist. Jeg er utroligt ked af, at mine drømme og ambitioner om en karriere ikke kan gå i opfyldelse. Når det er sagt, så prøver jeg oftest at være optimistisk og glemme mine smerter så meget jeg kan. Jeg har gode perioder og jeg har dårlige perioder, men jeg har smerter hver dag. Jeg mødte min kæreste i 2009, og han har altid støttet mig og forstået min situation (så godt som man nu kan). Da vi blev kærester, var jeg inde i en periode med rigtig mange migræneanfald. Derudover var jeg i arbejdsprøvning og fik tilkendt førtidspension. Han har taklet det utrolig flot og jeg er imponeret over hans måde at acceptere situationen på. Jeg tager smertestillende hver dag, og under min graviditet med Noa måtte jeg naturligvis droppe alle former for smertestillende. Min krop blev sat på prøve, men jeg klarede det rigtig fint. Under min graviditet, og efter vi har fået Noa, har jeg ikke haft et eneste migræneanfald (7,9,13 hi hi), og det er helt fantastisk.

Jeg trives og er som person meget lykkelig. Jeg finder en rytme i min hverdag og har lært at acceptere og leve med mine smerter. Det har taget mange år at lære, da jeg altid har haft forventninger om, at det ville gå over. Smerterne går nok aldrig helt over, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg har mine begrænsninger, men vi ikke standses af mine nakkesmerter. Jeg prøver så vidt som muligt at leve et sundt og velfungerende liv, og er meget taknemmelig for dem jeg har omkring mig. Jeg håber stadig at jeg en dag kan finde et arbejde på nedsat tid eller blive selvstændig. Jeg  vil rigtig gerne have en hverdag med mere indhold og arbejdsmæssige udfordringer. Indtil det forhåbentlig bliver virkelighed, bruger jeg meget mine kreative sider og fylder hverdagen med små projekter.

Til hverdag går jeg ikke og reklamerer med mine smerter og fortæller om ulykken. Det er lidt af et spring for mig at skrive om det, og jeg håber I vil tage godt imod min lille fortælling.

/Michele

Vil du se mere Lippanoa? Så følg med på Instagram, Facebook og Bloglovin.