And Then He Came – Min Fødselsberetning

Tirsdag d. 30. august 2016 var jeg gået 9 dage over tid med lillebror, og jeg var derfor 41+2. Netop denne dag skulle jeg ringe til fødeafdelingen på Skejby og få en tid til undersøgelse og samtale omkring igangsættelse dagen efter. Dette fik jeg hurtigt på plads. Jeg blev kort informeret om, at en eventuel igangsættelse skulle ske om fredagen ved hjælp af et ballonkateter, som skulle sidde og udvide livmoderen i 12 timer. Dette ville betyde, at jeg lørdag d. 3. september skulle møde på Skejby og have fjernet kateteret, såfremt det ikke selv var faldet ud og herefter havde taget vandet med håb om at få veerne i gang. Ville dette ikke ske, ville jeg få vestimulerende drop.

Jeg så hurtigt et langt igangsættelsesforløb for mig, som jeg for at være ærlig, havde noget svært ved at overskue. Særligt fordi det var min fødselsdag om lørdagen, som jeg så med garanti ville skulle bruge på at køre frem og tilbage til Skejby, hvilket nok ville ende med en fødsel.
Filippa og Søren har fødselsdag samme dag, så flere synes det ville være så smukt, hvis lillebror kom på min fødselsdag.

Efter at have fået tid til undersøgelse og samtale på Skejby til om onsdagen, gik jeg i gang med at rydde op herhjemme. Mens jeg støvsugede følte jeg pludselig, at noget nærmest løb ud af mig. Og det var ikke som vand, der sivede. Efter et toiletbesøg og rådføring med min veninde, blev jeg klogere på, at det nok var min slimprop, der var gået.

På den ene side blev jeg naturligvis glad for, at der måske endelig var tegn på en snarlig fødsel, for jeg ønskede så inderligt, at min krop selv ville gå i gang. Men på den anden side, var jeg tilmed meget sikker på, at jeg ville blive sat i gang om fredagen. Resten af tirsdagen gik, og der skete ikke så meget mere førend, da jeg gik og lavede aftensmad ved 17.30-tiden. Her begyndte jeg at få sammentrækninger, men jeg tænkte blot, at det sikkert var plukveer af lidt større styrke end hvad jeg plejede at have. Mens vi spiste aftensmad tog sammentrækningerne til, og ved 19-tiden begyndte jeg at tage tid på dem.
På dette tidspunkt varede sammentrækningerne 40-50 sek. og kom med 5 minutters interval. Sådan fortsætte de i nogle timer. Ved 22-tiden var jeg ved at blive overbevist om, at det ikke blot var plukveer, men rent faktisk veer. Jeg ringede til fødegangen inden jeg gik i seng, og da jeg godt kunne snakke under veerne, informerede jordemoderen mig om, at de skulle bide noget mere. Vi blev enige om, at jeg skulle få lidt hvile og ringe derud, når veerne tog mere til.
Søren pakkede dog sine ting, så de var klar og gik derefter med ind for at sove. Han faldt hurtigt i søvn, og jeg fik kun hvilet. Veerne begyndte at tage til, og ved midnat kunne jeg ikke snakke, mens jeg havde dem og ej heller finde ro. Jeg ringede til fødegangen igen, og de bad os komme kl. 01.00. Jeg ringede til mine forældre, der stod parat og kom med det samme for at være ved Filippa.

Da vi kørte mod Skejby fortsatte veerne med samme interval, men da de ikke tog til, og da jeg sagtens kunne holde smerten ud, var Søren og jeg enige om, at vi nok ville blive sendt hjem igen. Da vi ankom blev vi vist ind på en modtagelsesstue, hvor en jordemoder satte CTG-kurve på mig og lillebror. Grundet mit PKS med Filippa, skulle jeg have CTG-kurve på under hele fødslen indtil jordemoderen kunne sætte en elektrode på lillebrors hoved. Dette kunne hun først, når vandet var gået, og han kom længere ned i bækkenet.
Den jordemoder, der skulle være ved os var på tilkald og hun mødte ind kl. 01.50. Hun var en ung, sød og meget behagelig pige, som virkelig fik mig til at føle mig i trygge hænder. Hun undersøgte mig under en ve og konstaterede, at jeg var 6 cm åben. Dermed informerede hun os om, at hun ville finde en fødestue til os. Det var som om vi begge åndede lettede op over, at vi ikke blev sendt hjem, og at det rent faktisk var nu, at det skulle ske. Det var en vild følelse.
Da jeg i bund og grund blev betragtet som førstegangsfødende, og ikke havde erfaring med at føde, spurgte jeg jordemoderen, hvornår jeg skulle sige til, hvis jeg eksempelvis ville have en epidural eller andet smertelindrende. Jordemoderen sagde til mig, at en epidural skulle ligges nu for at have effekt, men der vurderede hun slet ikke, at jeg var endnu. Dette kunne jeg kun give hende ret i. Jovist gjorde veerne ondt, men jeg overvandt dem ved at gå ind i mig selv, slappe af i skulder og kæbe og fokusere på min vejrtrækning.

På fødestuen satte jeg mig i en stol, da jeg havde det bedste med at sidde op fremfor at ligge ned. Ved 3-tiden blev jeg dog træt og lagde mig på briksen for at kunne hvile mellem veerne. Veerne tog til, og jeg spurgte om jeg måtte få lattergas for at fokusere yderligere på min vejrtrækning under veerne. Da jeg lige havde fundet min rytme med masken, fungerede det super godt for mig. Ved 4-tiden tog veerne til i styrke, og jeg var nu 8 cm åben. Jeg spurgte jordemoderen, hvad der var af alternativer til lattergassen. Jordemoderen foreslog bistik, hvilket jeg bare ikke havde lyst til. Og ellers var akupunktur en mulighed. Dette takkede jeg ja til, men lægen, der kunne give mig det, vidste sig desværre at være optaget med at ligge en epidural ved en anden fødende. Jeg fortsatte derfor med lattergassen. Når veerne kom gjorde de virkelig ondt, men lattergassen bevirkede, at jeg i samspil med fokus på min vejrtrækning gik ind i mig selv. Dog skulle jordemoderen og Søren ikke snakke under mine veer, og jeg skulle blot have Sørens hånd at holde i.

Ca. kl. 05 gik mit vand under en ve, og lillebror kom dermed endnu længere ned i bækkenet. Fostervandet var en smule grønt, men han fik straks en elektrode på hovedet, og her kunne jordemoderen følge med i, at han havde det så fint og ikke var stresset.
Den næste time gik det hurtigt. Jeg begyndte at få veer, hvor jeg følte at hele min mave rystede, og hvor jeg kunne mærke, hvordan lillebror for hver ve trængte længere og længere ned i mit bækken. Jordemoderen sagde flere gange, at det ville komme til at gå stærkt, da han havde fart på. Jeg overhørte også, at hun tændte varmelampe og varmebordet, bad Søren finde en babydyne frem og spurgte mig, om jeg ville have ham direkte op til mig, når han var født. Kort herefter bad hun mig presse næste gang jeg fik en ve. På tre pres var hovedet ude og på fjerde pres kom lillebror til verden.
Det var simpelthen en vild oplevelse at mærke kroppe arbejde på den måde, og at rent faktisk kan lade sig gøre.

Søren sad under hele fødslen ved min side og holdte min hånd. Han var en ekstrem god støtte. Han forholdte sig helt rolig, og de gange han sagde noget var på de helt rigtige tidspunkter. Såsom at minde mig om at trække vejret og give mig den sidste styrke, da jeg måtte presse og arbejde med veerne.
Selvom det jovist gjorde noget så forbandet ondt indtil jeg måtte arbejde med presseveerne, så jeg er meget glad og ikke mindst stolt over hele forløbet samt, at jeg ikke fik andet smertelindrende end lattergas.
Lillebror kom til verden onsdag d. 31. august 2016 kl. 06.19. Til alles store overraskelse vidste han sig at være en stor dreng på 4122 gram og 53 cm.

/Christina