Status på vuggestuestart

Lucca Elliot er nu i gang med sin tredje uge i vuggestue, og uden at jinxe noget, så går det virkelig over alt forventning. Jeg er helt med på, at han i en alder af 10 måneder ikke helt forstår, hvad der foregår, når jeg afleverer ham i vuggestuen og forlader ham i nogle timer, men når det så er sagt, så er han altså bare en sej lille gut.
Indtil videre stortrives han derhenne. Han er glad og nysgerrig og charmer de større børn samt pædagogerne – som de selv siger det. Det er skam ikke mine ord.
Den første uge var jeg på besøg med ham derhenne den første dag, og allerede på anden dagen var han alene i 30 min. Dette trappede vi stille og roligt op, og allerede efter 4 dage, fik han sin første lur derhenne. Dette var gået helt problemfrit, og de havde puttet ham på ingen tid. Det er sjovt, hvordan sådan noget kan ændre sig. Herhjemme skal han trilles med for at falde i søvn, men han ved naturligvis også, at han kan sno sin mor om hans lillefinger…
Allerede tirsdag i den anden uge prøvede han at sove begge sine lure derhenne, og også dette var gået noget så fint. Som vores kontaktperson så fint beskrev det om onsdagen, så havde han endnu engang haft en stjernegod dag! Amen det er squ da sød musik i morens øre, altså! Hallejula, siger jeg bare. På én og samme tid er jeg både imponeret over Lucca Elliots måde at tackle nye omgivelser på, og samtidig så er jeg pisse stolt! Det er jeg altså. Færdig. Bum.

Hertil skal jeg ikke ligge skjul på, at én af grundene til, at det glæder mig meget, at indkøringen går rigtig godt, skyldes at jeg er en meget blød person, og særligt, når det kommer til mine børn. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har grædt, når jeg er kommet ud i bilen, efter at have afleveret en ulykkelig Filippa Emilie, da hun var yngre. Av av av, sådan noget kan jeg slet ikke bære. Nogen synes det er noget pjat, men sådan jeg er blot. Og naturligvis kommer jeg mig lige så hurtigt, som børnene kommer sig i børnehaven, hvor de heldigvis hurtigt er videre i en god leg.
En anden faktoren, der kan påvirke indkøringen i en positiv retning kan også være, at jeg her anden gang er meget mere rolig end jeg var dengang med Filippa Emilie. Dengang var jeg helt grønt på området, og jeg havde jo helt oprigtigtalt ikke en idé om, hvad der ventede hende.
Nu her anden gang, der kender vi huset samt pædagogerne ind og ud, og vi ved, at Lucca Elliot er kommet i gode og trygge hænder. Samt at vi kan stole fuldt ud på de informationer, som vi får omkring hans trivsel og dag. Dette bevirker, at jeg er meget mere rolig og tager indkøringen i stiv arm, hvilket jeg er sikker på smitter af på Lucca Elliot, da han kan mærke, hvor rolig hans mor (for en gangs skyld 🙂 ) er.
Samtidig er det også en kæmpe trøst, at storesøster er i huset og de fleste morgener får lov til at være lidt med ham inde i vuggestuen inden de faste aktiviteter begynder på de forskellige stuer. Så ved man da, at de i det mindste har hinanden. Og denne glæde og trøst vil helt sikkert kun blive større, jo mere selvstændig Lucca Elliot selv bliver, og også når han begynder at gå selv, og derved i ny og næ helt sikkert vil komme til at gå rundt med sin søster på legepladsen.

/Christina